Varmegenvindingsanlæg
Hvis du får installeret et ventilationsanlæg med varmegenvinding, slipper du for at varmen i din bolig forsvinder ved udluftning. I stedet for at udluftningen foregår ved, at åbne døre og vinduer foregår den nemlig via ventilationsanlægget, som tilmed opvarmer den kolde luft udefra inden den sendes ind i huset. Anlægget giver et bedre indeklima
Varmegenvinding – hvad er det?
Et varmegenvindingsanlæg er et ventilationsanlæg, men i en mere avanceret udgave. Det skifter således ikke kun luften ud, men bruger den varme, der er i den ”gamle” luft, som suges ud til at opvarme den ”nye” kolde luft, der blæses ind udefra. Det betyder at din bolig hele tiden får tilført frisk luft, men uden mere end ca. 20% af varmen tabes. Når der tilføres frisk luft, får du et langt bedre indeklima og dermed et sundere miljø for dig og din familie.
Fordelene ved et varmegenvindingsanlæg
Der er mange fordele ved et varmegenvindingsanlæg. Ud over, at du ”genbruger” varmen i huset og dermed sparer penge, får du ligeledes et sundere hus at bo i. Husets luftfugtighed holdes nede, og forhindrer dermed skimmelsvamp og husstøvmider i at blive et problem. Har du allergi eller astma, kan anlægget filtrere pollen og andre partikler fra. Koncentration af møblers afgasning, radon og andre skadelige stoffer minimeres i luften. Derudover kan anlægget om sommeren afgive kold luft fremfor varm og skal du bygge nyt hus, gør anlægget det lettere at leve op til krav om luftskifte (ventilation) og et lavt energiforbrug.
Hvordan fungerer det?
Når luften udefra opvarmes sker det i en varmeveksler. I varmeveksleren glider luftstrømmen udefra og luftstrømmen indefra tæt forbi hinanden. Mellem luftstrømmene er der kun tynde metalplader. Dermed overføres en del af varmen fra den luft, der kommer indefra til den kølige luft udefra. Selve varmeveksleren befinder sig i et lille skab, der har samme størrelse som et mindre køleskab. Genvindingsanlægget placeres ofte på husets loft, ( eller i et egnet skab) hvor luften så blæses ud og suges ind via rør, der sidder i taget.
Hvordan kan et varmegenvindingsanlæg lettest installeres?
For at lede luften rundt inde i huset kræver et varmegenvindingsanlæg, at der er en del rør. Rørene skal mindst være 12,5 cm i diameter. Det betyder at det er både billigst og lettest at installere varmegenvinding i huse, der har et loftrum, der ikke er udnyttet eller, hvis du skal bygge et nyt hus, hvor rørføringen kan tænkes ind fra starten.
Installation uden loftrum
Selvom du ikke har et loftrum til rådighed, er det stadigvæk muligt at installere et varmegenvindingsanlæg. I den situation må du bare leve med, at der enten er synlige rør i husets rum eller at rørene skal skjules i rørkasser, som selvfølgelig vil gøre installationen dyrere. Generelt kan man sige, at jo vanskeligere rørføringen er, jo mere omkostningstung bliver installationen. Det betyder naturligvis noget for, om det overhovedet kan betale sig at få varmegenvinding i dit hus.
Installation i nybyg
Hvis du skal til at bygget et hus, vil det helt klart være en stor fordel at tænke varmegenvindingsanlægget -og selve rørføringen ind i husets udformning fra starten. På den måde kan rørene bygges ind i loft og vægge, hvis der ikke er et loft, der kan bruges. Det vil holde omkostningerne nede og gøre det mere rentabelt at investere i anlægget.
Inden du investerer i varmegenvinding
Før du beslutter dig for at investere i et varmegenvindingsanlæg, skal du have øje for følgende:
- Ved et eksisterende hus er det billigst og lettest, hvis der er et uudnyttet loft.
- Anlægget fylder en del.
- Ved nybyg er det en stor fordel at tænke anlægget ind fra starten.
- Anlægget skal vedligeholdes og renses jævnligt. Filtre skal skiftes.
- Anlægget bruger El
- Anlægges skal installeres korrekt ellers kan det støje.
- Du kan ikke installere anlægget uden fagfolk til bl.a indregulering
Læs også om:
Airconditionanlæg
Sådan får du køling og frisk luft i boligen
Køling af boligen
Hvilke muligheder er der for køling?