Når du skal købe vinduer, skal du træffe mange beslutninger. Det er en svær balancegang mellem kvalitet, energivenlighed og ikke mindst pris. Du er højest sandsynligt interesseret i at få det optimale produkt for dine penge, men samtidig har de fleste også et begrænset budget.

Én af de første beslutninger er hvorvidt du skal vælge vinduer fra producentens lager eller få dem speciallavet. Dette kan være et vanskeligt valg, for der er fordele og ulemper ved begge løsninger. Herunder kan du læse mere om de primære fordele og ulemper ved at købe vinduer fra producentens lager.

Fordele ved vinduer fra lager

Mange vinduesproducenter vælger også at forhandle visse vinduer i standardmål. Disse vinduer står klar på producentens lager, og er et populært valg hos mange. Det er ikke tilfældigt, for der er mange fordele ved at købe lagervarer, når du skal have nye vinduer.

Store besparelser

Den mest motiverende grund til at købe vinduer fra producentens lager vil for de fleste være, at du får de absolut billigste vinduer. Det er bestemt ikke uvæsentligt, for der er mange omkostninger forbundet med at købe nye vinduer. Med andre ord handler det om at gribe så mange besparelser som muligt.

At prisen er lavere, skyldes ganske enkelt, at producenten oftest masseproducerer sine lagervarer. Det gør produktionsomkostningerne markant lavere, og det kan ses på prisen.

Mulighed for at returnere vinduer

Det kan være overraskende vanskeligt at tage mål til nye vinduer, og hvert år oplever mange danskere, at de bestiller de forkerte vinduer. Det er især problematisk med speciallavede vinduer, for disse vinduer kan ikke returneres.

At speciallavede vinduer ikke er omfattet af den normale returret skyldes, at vinduerne er lavet specifikt til den enkelte kunde. Det betyder, at producenten ikke umiddelbart kan sælge vinduet til en anden kunde og forvente at få den samme pris.

Hvis du vælger at købe vinduer fra producentens lager, kan du glæde dig over at returretten igen er gældende. Dermed har du mulighed for at returnere vinduet, hvis du skulle have lavet fejl.

Det er naturligvis vigtigt at nævne, at både lagervarer og speciallavede vinduer er indbefattet af reklamationsretten. Det betyder, at du naturligvis kan få dine penge tilbage, hvis der er produktionsfejl eller lignende problemer.

Samme kvalitet

Man siger normalt, at pris og kvalitet hænger sammen, og det gælder også ofte vinduer. Der er dog undtagelser for denne regel, for den gør sig ikke gældende, når man sammenligner lagervarer med speciallavede vinduer.

Hvis du bestiller lagervarer fra en vinduesproducent, kan du forvente præcis samme kvalitet som ved et speciallavet vindue fra samme producent.

Hurtig levering

Vinduer fra producentens lager er klar til afsendelse, og derfor kan du også se frem til meget hurtig levering, hvis du vælger at bestille lagervarer. Det er især en fordel, hvis du gerne vil hurtigt i gang med dit projekt.

Det kan være varierende leveringstid på speciallavede vinduer. I perioder kan der være ekstra ventetid, hvis producenten har meget travlt. Derudover vil der også altid være en lille risiko for forsinkelser, hvis der for eksempel skulle opstå problemer i produktionen.

Ulemper ved vinduer fra lager

Der er rigtig mange fordele ved at vælge vinduer fra lager, men desværre er der også et par ulemper. Disse ulemper kan betyde, at lagervarer ikke er den rigtige løsning for alle husejere.

Fås kun i visse mål

Den absolut største ulempe er, at du er begrænset af udvalget på producentens lager. Det betyder ofte, at der kun forhandles vinduer i de mest almindelige mål. Derfor kan du også risikere, at du ikke kan finde vinduer i de helt præcise mål, som passer til dit hus.

I nogle tilfælde kan vindueshullerne i dit hus tilpasses, hvis der blot er tale om mindre afvigelser. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er en god løsning i alle tilfælde, så vær forsigtig, hvis du ikke har erfaring med udskiftning af vinduer. Hvis du er i tvivl, er det bedre at købe speciallavede vinduer.

Færre valgmuligheder

Moderne vinduer kan have rigtig mange forskellige funktioner, og mange af disse funktioner er ofte ikke inkluderet i standardvinduerne på producentens lager. Det kan for eksempel være nødvendigt at bestille et specialvindue, hvis du for eksempel vil have lyddæmpende glas eller lignede.

Husk på – du har mulighed for at kombinere speciallavede vinduer med lagervarer, når du køber vinduer til dit hus. Du kan for eksempel vælge lagervarer til de fleste vinduer i huset, men stadig vælge et specialvindue til dit soveværelse, hvis dette vindue skal have lyddæmpende glas.